Hvordan arbejder jeg med traumer?
Traumebehandling handler om at blive i stand til at lade fortid være fortid, og nutid være nutid. Det handler om at forstå det man har oplevet, og forstå at måden man selv håndterede hændelserne på, var meningsfuldt - omstændigheder taget i betragtning. Traumebehandling handler altså både om bearbejdning, men også om selvomsorg. Det kan jeg hjælpe dig med.
Nogle gange vil traumebehandling være inkorporeret i vores samtaleterapi, og jeg vil læne mig op af hvordan man arbejder med traumer indenfor EFT (emotionsfokuseret terapi), som jeg er trænet i. Andre gange vil jeg gøre brug af EMDR terapi (Eye Movement Desensitization and Reprocessing Therapy), som jeg også er uddannet i.
EMDR er en evidensbasseret metode til behandling af traumer. Den er oprindeligt udviklet til behandling af PTSD og krigsveteraner i USA, men i dag anbefaler WHO også EMDR til langt bredere traumeindsatser for forhøjede stresstilstande i mange former: angst, fobi, depression, sorg, smertetilstande.
EMDR terapi menes at sætte bearbejdningen af en erindring i gang, på samme måde, som vores almindelige REM(Rapid Eye Movement) søvn, plejer at bearbejde indtryk og oplevelser fra dagen. I EMDR terapi stimulerer vi øjenbevægelser, ved at klienten følger terapeutens fingre fra side til side, samtidig med at vi bringer de ubehagelige erindringer op for klientens indre. Øjenbevægelserne har en beroligende effekt på det autonome nervesystem, og sætter en bearbejdning af erindringen i gang. Personen får derfor mulighed for at se på forstyrrende oplevelser på en ny og mindre ubehagelig måde. Og det er ikke nødvendigt at fortælle terapeuten om oplevelsen i detaljer, hvilket kan være en lettelse for mange.
Når en traumatisk oplevelse bearbejdes med EMDR terapi, kan de fysiske erindringer og følelser kobles til et nutidig fortælling om en selv, og man kan få den afgørende vigtige oplevelse af at den ubehagelige hændelse faktisk er overstået og ligger i fortiden. Man holder op med at genopleve det ubehag, som tidligere blev aktiveret, når man blev mindet om den traumatiske oplevelse. Mareridt og angst reduceres og man får mere overskud til at leve det liv, man gerne vil leve.
Hvis du har lyst til at læse mere om EMDR, så prøv her: https://www.emdr.dk/Forside.aspx. Her kan du også se en video om EMDR behandling, og henvisninger til forskning, hvis du er interesseret i dette.
EMDR terapi er også anbefalelsesværdigt til børn, men det laver jeg ikke. Jeg kan anbefale kollegaer, hvis det skulle være relevant.